Jeg har fødevareallergi overfor mandler. Skal jeg undgå mandler i kosmetik?

af toksikolog, Ewa Daniél 

 

Ikke nødvendigvis. Fødevareallergi og hudallergi (kontakt allergi) er to forskellige typer allergi.

Fødevareallergi er det man kalder en type 1 allergi, og hudallergi er en type 4 allergi.

Læs mere om deres forskelle, og hvorfor personer med fødevareallergi overfor mandler godt kan bruge AllergyCertified produkter med ingredienser fra mandler.

Fødevareallergi
Når man har en allergi overfor en bestemt fødevare, så reagerer immunforsvaret hver gang, du spiser noget, der indeholder det.

Så hvis du eksempelvis er allergisk overfor mandler og kommer til at spise dem, så reagerer dit immunforsvar på de proteiner, der er i mandler, fordi den ved en fejl identificerer dem som skadelige for kroppen. Dit immunforsvar signalerer derfor til dine celler, at de skal frigøre et antistof kaldet immunoglobulin E (lgE) for at neutralisere allergenet.

Fødevareallergier er arvelige. Så hvis dine forældre eller søskende har en fødevareallergi, så er din risiko større. Denne type allergi er ikke nødvendigvis kronisk, hvilket betyder at eksempelvis børn med en fødevareallergi overfor mælk kan vokse fra det.

Den allergiske reaktion forekommer straks med denne type allergi – typisk indenfor minutter og op til 2 timer efter man har indtaget eksempelvis mandler. Symptomer kan foregå i øjne, næse, mund og fordøjelsessystemet.

Reaktionerne kan i nogle tilfælde være kritiske og i værste tilfælde medføre anafylaksisk shock.

 

Diagnose

Hvis du vil vide, om du har en fødevareallergi, så skal du enten have taget en blodprøve eller en priktest. Blodprøven vil vise, om der er et forhøjet niveau af antistoffer i dit blod. Priktesten er en test på hudens overflade. Der prikkes først hul på huden med en nål, hvorefter en dråbe væske, der indeholder allergenet tilføjes. Man kan allerede aflæse resultatet efter 30 minutter.

 

Kontaktallergi / Hudallergi

Når man har kontaktallergi, forekommer den allergiske reaktion efter, huden har været i direkte kontakt med allergenet.
Kemikaliet skal kunne penetrere huden for at fremkalde en reaktion i t-cellerne. Derfor siger man typisk, at desto mindre molekylerne i et kemikalie er, desto større er risikoen for, at det kan trænge gennem huden og forårsage kontaktallergi.

Nickel, parfume, specifikke konserveringsmidler og farvestoffer er blandt de mest udbredte allergener.

Kontaktallergi er ikke arveligt. Det er en allergi, som ALLE kan udvikle. Risikoen afhænger af, hvilke kemikalier din hud er i kontakt med, hvor potente de er, hvilken koncentration de er i, og hvor ofte din hud er i kontakt med dem.

Når man først har udviklet en kontaktallergi overfor et kemikalie, så vil du være allergisk overfor det resten af dit liv og nødt til at undgå hudkontakt med dette specifikke kemikalie.

Reaktionen sker sent og vil typisk ske 24-48 timer (i nogle tilfælde 72 timer) efter din hud har været i kontakt med kemikaliet. Huden bliver rød, og du vil udvikle eksem. I kritiske tilfælde kan man udvikle ødem, og i få ekstremt kritiske tilfælde (eksempelvis reaktioner overfor PPD i hårfarve) kan folk være nødt til at blive indlagt.

 

Diagnose

For at finde ud af om du har kontaktallergi, skal du til en dermatolog, der kan foretage en lappetest. Kemikaliet, som du ønsker at blive testet for, vil blive påført på din hud og dækket til med en ’lap’. Dermatologen skal derefter kontrollere din hud 24-48 timer efter og i nogle tilfælde 72 timer efter for at se, om det har fremkaldt en reaktion.

For at opsummere så er hudallergi og fødevareallergi to meget forskellige allergityper. Reaktionerne er markant forskellige fra hinanden både i reaktionstid og symptomer.

 

Hudallergi / kontaktallergi overfor mandler er meget sjælden, hvorimod det er en udbredt fødevareallergi.

Studier viser, at folk med en fødevareallergi overfor mandler godt kan bruge kosmetiske produkter med mandler i uden at få allergiske reaktioner, fordi det er to forskellige typer allergier.

Men hvis det kosmetiske produkt anvendes til læberne, så kan der være en (lav) risiko for en allergisk reaktion, hvis du indtager noget af læbestiften eller -pomaden, og det ender i dit fordøjelsessystem.

 

AllergyCertified

Allergi overfor kemikalier, der stammer fra mandler, i kosmetiske produkter er meget sjælden, og vi tillader derfor mandelolie i certificerede produkter.

Vi tillader dog kun potentielle fødevareallergener i produkter, der bruges på læber eksempelvis læbestift, læbepomade og lignende, hvis allergenet er blevet raffineret og proteinerne nedbrudt. Det betyder nemlig at selv folk med en fødevareallergi overfor mandler kan bruge produktet uden at få allergiske reaktioner.

1 Trackback